15 ud af 25 oplever ubehag, når der skal præsteres

I sommerferien var jeg på en uges skriveophold.

På dag tre blev jeg udfordret med en skriveøvelse, hvor opgaven lød cirka sådan her: 

“Du skal nu skrive en fiktionstekst for børn, der er omkring 12 år. Historien skal have en form for mystisk begyndelse, og den skal have en lykkelig slutning. Skriv i jeg-form. Forestil dig eventuelt at det er en godnathistorie.”

Han tilføjede: “Teksten skal læses højt for 2 andre.”

Det var en både svær og uvant opgave for mig, og der kom mange negative tanker forbi. 

“Hvad skal jeg finde på?” 

“Det kan jeg ikke!” 

“Er jeg god nok (til det her)?” 

“Hvad tænker de andre om mig (og teksten!)?” 

Hop til den næstsidste dag, hvor jeg hen over halvandet døgn havde skrevet en ny tekst. Den skulle (kunne) jeg læse op af foran de 34 andre. Det var frivilligt, men som underviseren sagde: "Enhver, der taler ud i en forsamling, gør de andre en tjeneste.”

Jeg så mig selv sidde ved aftensmaden efter højtlæsningerne - først som hende, der havde læst højt i 3 minutter. Og dernæst som hende, der IKKE havde. Jeg opdagede, at få minutters nervøsitet, fysisk rysten i kroppen, rødmen og en usynlig hjertebanken var vigtigere at gennemleve end at sidde i længere tid bagefter - og ikke have gjort det. Turde jeg. Nej. Gjorde jeg det. Ja. 

Har du lyst til at teste, om din forestillingsevne kan ændre på din virkelighed?
Så kan du prøve den her simple øvelse.

Stil dig med parallelle fødder. Løft og stræk højre arm frem og peg ligeud. Drej nu kroppen mod højre, så langt du kan. Bemærk punktet, du når til, bag dig. Vend tilbage til start og sænk armen. Luk øjnene og se hele bevægelsen for dit indre blik. Du skal forestille dig, at du drejer dig mere, end du lige har gjort. Mærk det. Se det for dig. Tag det ind. Oplev det. Gør det. Du kan. Åbn øjnene og gentag drejningen. 

Hvad skete der? 

Matematikcoaching, som er mit speciale, handler om det, du netop har læst. At dit barn får hjælp til at udfolde sig mere, selvom det er svært. Det gør vi ved at snakke realistisk og nærværende om fremtiden og visualisere, hvad han eller hun drømmer om. Samtidig med at vi opdager matematikken på ny. Forældre er velkomne til første session - derfra er vi selvkørende!

Hjertelig hilsen Trine M. Lønfeldt

Trine M. Lønfeldt har været selvstændig matematikcoach siden 2015. Hun arbejder en-til-en med børn og unge i grundskolen og har udgivet 3 matematikbøger fra eget forlag. Trine er uddannet lærer med linjefag i matematik samt coach.

Næste
Næste

Kender du følelsen?